حیات نو (کشیش مسعود فروزنده)

 Tilføjet 03.03. 2018
 Hvem beder de arabiske kristne til?

Allah er det arabiske ord for gud og har været det længe før Islam opstod. Udtrykket Allah blev brugt i århundreder, før Islam opstod. Islam tog det i brug for navnet på deres gud.
Ordet Allah har rod i det arabiske ord AL, som er det bestemte kendeord og LLAH, som betyder ’gud.’

Både arabiske kristne og arabiske muslimer bruger ordet Allah, når de taler om Gud. Men der er ikke tale om den samme Gud.

Islams forståelse af Allah benægter og forkaster treenigheden, korset, Jesu guddommelighed og at Jesus er Guds Søn. Faktisk er det meget stødende for muslimer at høre, at Gud har en søn. Kristne beder Fader Vor, men for en muslim er det ikke acceptabelt at kalde Gud vor Far. Han er den ophøjede, almægtige, magtfulde, og vi er alle hans tjenere.

Islam og kristendommen er enige om, at Gud er retfærdig og barmhjertig. Men Guds kærlighed er aldrig nævnt og findes ikke i koranen. Tværtimod finder vi, at koranens Allah beskriver sig selv som den bedste bedrager.

............................................................................................

Her kommer "og dog'erne"

Der er mange modstridende vers i Koranen, hvilket kan være meget forvirrende. Denne tvetydighed tillader muslimer at have deres egen personlige "guddommelig vejledning" baseret på deres egne præferencer. Dem, der kan lide tolerance eller ønsker at præsentere islam som en tolerant religion, kan citere dele af Koranen, der går ind for tolerance, mens de hårdkogte, fundamentalisterne og selv terroristerne kan citere de dele af Koranen, der indskærper had og drab på vantro. Derfor kan alle ironisk nok finde, hvad de leder efter i den bog. Og dette kalder de: Koranens "mirakel"!

Lad os sammenligne begge sider af Koranen:

I sura 73:10 fortæller Gud Muhammed, at han skal være tålmodig overfor sine modstandere: "Udhold tålmodigt, hvad de siger, og skil dig fra dem i fordragelighed!" Mens Gud i sura 2:191 befaler ham at dræbe sine modstandere: "Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer!"

I sura 2:256 formaner Gud Muhammed om ikke at påtvinge islam med magt: "Der er ingen tvang i religionen," 
Så igen i vers 193 fortæller Han sin budbringer, at han skal dræbe enhver, der afviser islam: "Kæmp mod dem, indtil der ikke er mere fristelse til frafald [fitna], og indtil religionen er Guds!"

I sura 29:46 fortæller Gud Muhammed, at han skal tale pænt til Bogens Folk (kristne og jøder): "Med Skriftens folk skal I kun strides på den pæneste måde, undtagen med dem af dem, der handler uret, og sig: ’Vi tror på det, der er blevet sendt ned til os, og ligeledes på det, der er blevet sendt ned til jer. Vores Gud og jeres Gud er én, og til Ham overgiver vi os’." 
Men i sura 9:29 befaler Allah ham at bekæmpe Bogens Folk: "Bekæmp dem, som ikke tror på Gud og den yderste dag, (...); og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!"

Muhammed giver ingen begrundelse for disse uoverensstemmelser i Koranen og for ændringen i Allahs humør fra fredelig til militant og fra forsonende til konfronterende. Muslimske apologeter i Vesten præsenterer de venligere vers i Koranen, eller hvad der er kendt som den tidlige åbenbaring. Mens islamiske lærde, når de udelukkende har muslimer som publikum, siger, at disse blødere Koran-vers blev ophævet og erstattet af de hårdere. Begrundelsen er, som Ala Mawdudi udtrykker det, at "Muhammed blev stærk nok til at bevæge sig fra fasen af svaghed til fasen af jihad."

I 13 år prædikede Muhammed i Mekka, men mindre end 100 mennesker accepterede ham. Mekkanerne foretrak Al Nadir, en anden historiefortæller, frem for ham. Muhammeds respektløshed overfor deres guder gjorde dem vrede. Så han flygtede og etablerede sig i Medina. Hans tilhængere fulgte med og han kaldte dem indvandrere. I starten var de fattige og arbejdede som medhjælpere i palmeplantagerne, der tilhørte jøderne i Medina. Disse plejede at give noget af deres mad til Muhammed, der ofte levede af intet andet end dadler. Efter et år i eksil fandt Muhammed situationen uudholdelig, og han begyndte at overfalde handelskaravaner, der fragtede varer fra Damaskus til Mekka. Et af disse overfald, der fandt sted ved Badr, var en stor succes, som Profeten fik en god formue ud af. Derefter planlagde han andre landevejsrøverier. Han fordelte byttet, heriblandt kvinder, mellem dem, der deltog i kampene, og beholdt 20% for sig selv. Han lavede endda penge ved at kidnappe karavanepassagerer og true med at dræbe dem, hvis deres familier ikke betalte løsepenge. Han forsikrede sine tilhængere om, at hvis de faldt i kampene, ville de få flere belønninger i Paradis. Gradvist vendte lykken. Han var ikke længere en svag, forsømt prædikant, men en statsleder, der havde absolut magt over sine tilhængere. Med denne ændring af lykken ændredes også Muhammeds budskab. Her er en sammenligning mellem nogle tidlige vers, han skrev i Mekka i en svag position, og nogle, han skrev i Medina efter at være blevet magtfuld.

Denne modsætning forklares af forskellige muslimske lærde.

Dr. M. Khan, oversætter af Sahih Bukhari og Koranen [The Noble Quran, o.a.] til engelsk, skriver:

Allah åbenbarede i sura Bara'at (Omvendelse, IX) ordren om at ophæve (alle) forpligtelser (overenskomster, osv.), og befalede muslimerne at bekæmpe alle hedningene såvel som Skriftens folk (jøder og kristne), hvis de ikke antog islam, indtil de betalte jizya (en skat på jøder og kristne) med villig underkastelse og følte sig underkuede (som det er åbenbaret i 9:29). Så muslimerne fik ikke lov til at opgive 'kampen' mod dem (hedninge, jøder og kristne) og forsone sig med dem, og at indstille fjendtlighederne mod dem i en ubegrænset periode, når de er stærke og har evnen til at kæmpe mod dem. Først var 'kampen' således forbudt, så blev den tilladt, og derefter blev den gjort obligatorisk. [Introduktion til den engelske oversættelse af Sahih Bukhari, p. xxiv.]

Koranen 9:5 lyder: "Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem!" Så ifølge dr. M. Khan beordrede Allah i K. 9:5 Muhammed til at annullere alle overenskomster og bekæmpe hedningene, jøderne og selv de kristne. Dette er i modsætning til, hvad Muhammed skrev tidligere.

... og du finder, at de, der er mest venligt stemt overfor dem, der tror [muslimer], er dem, der siger: 'Vi er kristne'. (K. 5:82)

Dr. Khan fortsætter:

Og det er dem, Mujahideen, der kæmper imod Allahs fjender, for at tilbedelsen helt skal være for Allah (alene og ikke for nogen anden guddom), og at Allahs ord (dvs. ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah og Hans religion islam) skal være øverst.

Så først var det: "Der er ingen tvang i religionen" (K. 2:265), og derefter:

I, der tror! Skal jeg udpege en handel for jer, som vil frelse jer fra en pinefuld straf? I tror på Gud og Hans udsending og kæmper for Hans sag med jeres ejendom og jeres liv. Det er det bedste for jer, hvis I blot vidste det. Så vil Han tilgive jer jeres synder og lade jer træde ind i haver med rindende floder og i dejlige boliger i Edens haver. Det er den vældige sejr. (K. 61:10-12)

Dr. Sobhy as-Saleh, en nutidig akademiker, ser ikke K. 2:256 og K. 9:73 som et tilfælde af abrogation [hvor 9:73 ophæver 2:256, o.a.] men som et tilfælde af forsinkelse eller udsættelse af ordren om at bekæmpe de vantro. Til støtte for sit synspunkt, citerede han Imam Suyuti, forfatter til Itqan Fi 'Ulum al-Qur'an, som skrev:
Befalingen om at bekæmpe de vantro blev forsinket indtil muslimerne var blevet stærke, men da de var svage, blev de befalet at holde ud og være tålmodige. [Sobhy as-Saleh, Mabaheth Fi 'Ulum al-Qur'an, Dar al-'Ilm Lel-Malayeen, Beirut, 1983, p. 269.]

I en fodnote priser dr. Sobhy opfattelsen af en lærd ved navn Zarkashi, der sagde: Allah, den allerhøjeste og vise, åbenbarede for Muhammed i hans svage tilstand, hvad der passede for situationen, på grund af hans barmhjertighed mod ham og hans tilhængere. For hvis Han gav dem befalingen om at kæmpe, mens de var svage, ville det have været generende og meget vanskeligt, men da den allerhøjeste gjorde islam sejrende, gav Han ham en befaling, der passede til situationen, dvs. at opfordre Bogens Folk til at blive muslimer eller at betale den krævede skat, og for de vantro [her: polyteister og afgudsdyrkere, o.a.], at opfordre dem til at blive muslimer eller se døden i øjnene. Disse to muligheder, at kæmpe eller at have fred, kan altid vælges alt efter muslimernes styrke eller svaghed. [Ibid p. 270]

Og Nahas skriver:... de lærde afveg angående 2:256 (Der er ingen tvang i religionen). Nogle sagde: 'Det er blevet abrogeret [ophævet] for Profeten tvang araberne til at antage islam og bekæmpede dem og accepterede ikke noget andet end deres overgivelse til islam.' Det ophævende vers er K. 9:73: 'Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs mod dem!' Muhammed bad Allah om tilladelse til at bekæmpe dem, og den blev givet. Andre lærde sagde, at 2:256 ikke er blevet ophævet, men at det havde en særlig anvendelse. Det blev åbenbaret angående Bogens Folk [jøderne og de kristne]; de kan ikke tvinges til at antage islam, hvis de betaler jizya (dvs. hovedskatten på frie ikke-muslimer under muslimsk herredømme). Det er kun afgudsdyrkerne, der er tvunget til at antage islam og kun for dem, K. 9:73 gælder. Dette er Ibn Abbas' opfattelse, som er den bedste på grund af ægtheden af dens kæde af autoritet. [al-Nahas, An-Nasikh wal-Mansukh, p. 80. Se også Ibn Hazm al-Andalusi, An-Nasikh wal-Mansukh, Dar al-Kotob al-'Elmeyah, Beirut, 1986, p. 42.]

Læs resten her: http://myislam.dk/articles/da/sina koranens-selvmodsigende-laere.php